SORT DAGGRY: Tom Clancy møder Leif Davidsen, der møder Al Qaida og terrorfrygt, som blander biologiske våben med et af vores skrækscenarier. Det er Thomas Rathsack og hans nyeste bog ’Sort Daggry’.
Hovedpersonen er den samme, og det samme gælder nogle af følgesvendene fra ’Shadow Army’. Både de gode og dem, man ikke ønsker at gense. Det er spænding på højt plan og i et scenarie, der har rykket sig fra Afghanistan til Somalia, og som undervejs fører terrortruslen nærmere vores hverdag.
Var man vild med ’Shadow Army’, som var Rathsacks første skønlitterære roman (2011), bliver man ikke skuffet over ’Sort Daggry’. Jægersoldaten Michael Plessner fortsætter ufortrødent i højt tempo. Sidste gang gjaldt det Afghanistan. Denne gang er operationens første mål i Somalia. Men målet flytter sig undervejs og når ubehageligt tæt på.