Skræmmende, men velskrevet: Rajiv Chandrasekaran: Den grønne zone

Af Jeanette Serritzlev 

“Hvis bare halvdelen er sandt, så er det godt nok slemt,” tænkte jeg, mens jeg læste bogen, der handler om USA’s indsats i Bagdad efter Saddam Husseins fald.

Forfatteren beskriver situationen indefra fra hans eget ophold i ‘den grønne zone’, som er et helle midt i kaos. Et sted, der er afskåret fra de problemer, der er virkeligheden for irakerne uden for zonen. Her er masser af strøm og mad og underholdning. Her er masser af arbejde og masser af penge.

Der er en verden til forskel, som gør, at de fine papirplaner langtfra altid, tværtimod, viser sig at være en succes ude i virkeligheden, og der synes at være en manglende vilje til at ville tage ved lære.

Chandrasekaran var i Bagdad for The Washington Post, og til hans kilder hører både de civil- og militæransatte amerikanere, ligesom han lader civile irakere tale. F.eks. den irakiske pizzabager, der er vendt hjem fra Italien og har åbnet et pizzeria nær zonen, i troen på at amerikanerne ville komme væltende. Men de kommer ikke, for langt de fleste kommer slet ikke udenfor.

Bogen går benhårdt til værks og er klar i sin kritik af den selektion, ud fra hvilken medarbejderne blev udvalgt. En god kontakt til det republikanske parti syntes vigtigere end erfaring og kompetencer. På samme måde hindrede et dårligt forhold mellem det amerikanske forsvars- og udenrigsministerium en ellers naturlig udveksling af information og ressourcer, herunder medarbejdere.

Chandrasekarans ærinde virker ikke til at være at kritisere selve krigen i Irak. Han virker derimod oprigtigt indigneret over, at man væltede styret – og i bund og grund ikke havde lagt en plan derefter.

Bogen fra 2006 baserer sig på massevis af interview og konkrete eksempler. Den virker overbevisende og velunderbygget, og den indbragte da også forfatteren en pris i 2007.

“Den grønne zone” kan varmt anbefales til alle, der ønsker at forstå situationen i Irak bedre. Som værk er bogen en fornøjelse at læse, og forfatteren forfalder ikke til triviallitterære greb, som man så ofte støder på i denne slags bøger.

En advarsel skal dog lyde: Vær klar over, at det er hård kost! Det er skræmmende at høre flere desillusionerede medarbejdere sige: “Vi havde chancen, men vi missede den.” Du vil finde dig selv tænke: “Hvis bare halvdelen er sandt …”

Rajiv Chandrasekaran:
Den grønne zone
368 sider
ISBN: 9788702074260
Gyldendal 2009
Oversat af Morten Visby

Læs i øvrigt mere om forfatteren her:

http://www.rajivc.com