Mark Galeotti spytter analyser og bøger ud, så man kan blive helt forpustet. Både fordi man som læser skal holde et højt tempo for at følge med, og fordi man som skribent kan blive lidt misundelig på skrivehastigheden. Men det er værd at holde sig orienteret om det, Galeotti skriver, for det er oftest indsigtsfuld læsning.

Mark Galeottis nyeste bog ’Russian Political War: Moving Beyond the Hybrid’ prøver at forklare hybridkrig i rammen af political warfare; en term formuleret af den amerikanske diplomat George Kennan i 1948. Vi skal forstå det fænomen, vi kalder hybridkrig, skriver Galeotti, samtidig med at han stiller sig særdeles kritisk over for selve termen. For hvis det handler om at anvende forskellige midler samtidigt med henblik på at opnå et eller flere mål, er det i sig selv ikke særligt banebrydende. Hverken i vest eller øst: ”Far from new ways of war, in many ways both hybrid and political war can thus be seen as revivals of Soviet-era methods adapted to the modern context,” skriver han således.

En anden pointe er, at hybridkrigsbegrebet ikke må blive en eufemisme, når der er tale om egentlige krigshandlinger. Med det mener han, at en del af det, der bliver kaldt hybridkrig, i realiteten slet og ret burde kaldes krig; mens andet hører hjemme i den politiske sfære og dermed under political war.

Bogen handler imidlertid ikke kun om hybridkrig og political war, men diskuterer også russisk opfattelse af krigens væsen. En opfattelse, der er clausewitziansk i sin grundtanke; at krig er et politisk instrument – og er helt i tråd med Kennans idé om politisk krig.

Galeotti citerer den lettiske Ruslandsforsker Janis Berzins for, at i den russiske opfattelse af moderne krigsførelse er ’the main battlespace […] the mind’. Dette må dog ikke forveksles med, at den klassiske krig er død: Selvom Ruslands lægger vægt på og ressourcer i information og psykologiske effekter, pointerer Galeotti, at det russiske militær stadig træner og tænker i konventionel krig:

”In any case, its answer to Western non-linear operations and active measures is traditionally Russian and reassuringly military: massive firepower.”

At Kreml ikke har nogen bagvedliggende masterplan, er en pointe, Galeotti ynder at fremhæve. Det sker også her. Til gengæld udnytter systemet dygtigt svagheder hos modparten eller handler på situationer, der opstår. Ruslands værktøjskasse er her ikke afgrænset til f.eks. militær og diplomati: Man har statens samlede ressourcer som potentielle midler. Hele samfundet indgår som en del af krigsmaskinen. ’The mobilisation state’ kalder Galeotti det.

Bogen kommer ikke nødvendigvis med meget ny information på de store linjer. Til gengæld er den rig på detaljer, og den kondenserer essensen af ’hybridkrig’ og forholdet mellem Rusland og Vesten. Bogen er velstruktureret i (meget) korte kapitler og formår på relativt kort plads at inddrage meget information fra de mange personlige kilder, som er en af Galeottis styrker.

Alt i alt synes bogen derfor både at have noget at tilbyde til den vidende Ruslandslæser og til den mere alment interesserede.

Læs hele anmeldelsen på Krigeren.dk.