Navnet Thomas Rathsack leder tankerne hen på jægerbog og Google Translate. Men det er mange ord siden. I september debuterede Rathsack som romanforfatter med bogen ’Shadow Army’.
Af Jeanette Serritzlev
Vi følger jægersoldaten Michael Plessner under en mission i Afghanistan. Uden at røbe for meget går operationen ikke som planlagt. Plessner er fører for en patrulje, der skal tilfangetage eller dræbe en Al-Qaeda-leder. En opgave efter bogen; men udførelsen af den går galt, og Plessner får på nærmeste hold indsigt i, hvad pashtunwali vil sige.
Pashtunwali er det æreskodeks, som pashtunerne lever efter. Et kodeks, der foreskriver, at man forsvarer en gæst med alt, hvad man kan. Med livet om nødvendigt. Det er tydeligt, at forfatteren sætter en ære i at formidle på en realistisk måde, så læseren får noget andet med end ren spænding. Herunder indsigt i Afghanistan, pashtunsk kultur og de dertil hørende begreber.