BOGANMELDELSE: Verdens største land, der har været invaderet og truet fra alle sider, bruger historien som et væsentligt element i sin selvfortælling. Mark Galeotti forsøger på kort plads at give et rids over en lang historie med mange facetter.
Af Jeanette Serritzlev, militæranalytiker på Forsvarsakademiet
Ruslands historie på 200 sider; kan det overhovedet lade sig gøre? Selvfølgelig ikke hvis det skal gøres i detaljer, men Galeottis målsætning er heller ikke at skrive den fyldestgørende historie om Rusland. I stedet er det at tilbyde et overblik – og at vise, hvordan Rusland og russerne selv løbende har forsøgt at forstå, fortolke og skabe deres egen historie. Derudover indeholder bogen mange litteraturforslag til videre læsning. Det begynder godt, men desværre holder bogen ikke niveauet hele vejen.